Om BEWISE
Formål med forsøget
Hvis en gravid kvinde får målt en afkortet livmoderhals, kan hun være i risiko for at føde for tidligt. I Danmark har fysisk aflastning i form af timers hvile, eller endda sengeleje, i mange år været anvendt som en behandling til at forebygge for tidlig fødsel. Ny viden tyder dog på, at aflastning ikke forebygger for tidlig fødsel og at det i nogen tilfælde kan have negative konsekvenser for både den gravide og barnet. Derfor vil de danske retningslinjer nu blive ændret, så fysisk aflastning ikke længere anbefales som behandling. Denne ændring af retningslinjerne sker gradvist i hele landet, én region ad gangen.
Projektets formål er at indsamle data om, hvordan aflastning eller ikke aflastning påvirker graviditetsforløb, fødsel og kvinder og børns helbred. Først og fremmest vil vi sammenligne risikoen for for tidlig fødsel. Vi vil også måle på en række andre graviditetsudfald, på aktivitetsniveauet hos de gravide, på deres risiko for depression og på, hvordan aflastning påvirker knogleafkalkning. Disse forhold måler vi på i projektet i hele Danmark, både for de gravide, der aflaster og de, der ikke aflaster.
Design
BEWISE er et nationalt klinisk studie, som følger et randomiseret stepped wedge klynge design. Det betyder, at anbefalingen om aflastning til gravide med kort cervix ændres gradvist i de danske regioner – én region ad gangen – i perioden 2026 til 2028 (se tabel nedenfor).
Alle regioner starter med den nuværende praksis (aflastning) og overgår derefter til at anbefale ingen aflastning efter en fastlagt plan.

